Før skulle Freddy altid være hjemme, nu går han timelange ture pga. sin DoseCan

DoseFan: Freddy Holst Christensen
Bruger DoseSystem pga: Livsvigtig medicin for Parkinson
Fremhæver: Stabilitet, tryghed og frihed
Drømmer om: At se mere på fugle
Tidligere: Programmør/ systemudvikler og frivillig i Redningsberedskabet

36 timer alene i kaos og efterfølgende hjemmebesøg fem gange om dagen. Det var konsekvensen, da Freddy Holst Christensen fra Næstved glemte sin medicin. Nu har han både fået hjælp til at huske den – og fået sin frihed tilbage.

”Jeg havde glemt mine piller, kunne ikke få fat i min telefon og blev først fundet efter halvandet døgn af en servicemand, der skulle levere en ny seng til mig.”

Som Parkinson-ramt på 11. år er Freddy er afhængig af medicin, men det skulle vise sig, at han godt kunne klare sig uden de mange daglige besøg af hjemmeplejen. To måneder efter den ubehagelige episode gav kommunen ham nemlig en DoseCan og pilleæsken DoseTray, hvis låg er så blødt, at han trods rystelser selv kan åbne det. Det minimerede besøgene til tre gange ugentligt, hvor personalet tjekker, at alt er OK.

”Når plejepersonalet kommer fem gange om dagen, skal man være hjemme altid. Nu kan jeg tillade mig at gå ud uden at tjekke op med dem først.” 

Freddys DoseCan bipper, når han skal tage sin medicin. Og får han ikke trykket på den OK-knap, der digitalt fortæller plejepersonalet, at alt er ok, ringer de på hans mobil og følger op. Reagerer han ikke, rykker de ud.

”Mit største problem er rystelserne. De bliver værre, hvis jeg ikke får taget medicinen til tiden. Derfor er stabiliteten er vigtig, og systemet hjælper med at holde mig i ørerne. Det er rart at vide, at nogen holder øje med en, især fordi jeg bor alene.” 

Freddy blev lært op af en fra kommunen og havde ingen problemer med at lære sin DoseCan at kende. De færre besøg er heller ikke noget problem, tværtimod.

”Nu er jeg ude at gå hver dag – i flere timer. Jeg har ikke bil længere pga. rystelserne, men cykler stadig af og til. Min drøm er at flytte lidt ud på landet, så jeg kan se på lidt fugle.”