Navn: Malene Jensen, Medicinansvarlig Sygeplejerske i Sygeplejen, Syddjurs Kommune.

Arbejdsområde: Undervisning af medicin-modulet, UTH-arbejdet i forbindelse med medicinhåndtering, Screening af borger til Velfærdsteknologi, Dialogmøder med Apotek og Lægehuse

Læs vores korte interview med Malene Jensen, fra Syddjurs Kommune

 

1:  Hvor tæt er du på borgerne i hverdagen?

”Jeg er tæt på de borgere som jeg får henvist til at afprøve en teknologi eller i forbindelse med medicinhåndtering. Jeg tager efterfølgende ”opstartsbesøget” hvor jeg præsenterer en teknologi eller kigger på om borgeren kan overgå til Dosis-pakket medicin.”

 

2: Er der andre i Sygeplejen/hjemmeplejen i Kommunen, som har den samme stilling som dig?

”Nej.”

 

3: Hvor benytter I DoseSystem i kommunen og til hvad? F.eks. hjemmepleje, plejecentre, handicap?

”I borgers eget hjem. Dem der er tilknyttet hjemmepleje eller sygepleje i forbindelse med medicinhåndtering”.

 

4: Efter de erfaringer du har gjort dig med at arbejde med DoseSystem, overvejer du om der kunne være en ny borgergruppe I kunne arbejde jer ind på?

”Vi spænder meget bredt, synes jeg for det udekørende område. På inde-området er de meget dårlige. Så er det et spørgsmål om de kan bruge det i social- psykiatrien. Men der har vi faktisk allerede nogle borgere på, i eget hjem, som selv vil være sikre på at de ikke spiser for meget af det, eller blot har behov for lidt påmindelse eller struktur.”

 

5: Hvad har været den største gevinst ved at anvende DoseSystem og hvordan påvirker det hverdagen?  F.eks. Selvhjulpne borgere, frigivelse af resurser, færre UTH’er?

”Den største gevinst ligger i hjemmepleje-regi. Det er jo en opgave som ligger i hjemmeplejen. Syddjurs kommune er opdelt som en sygepleje og en hjemmepleje. Så det er en uddelegerede opgave fra sygeplejen til hjemmeplejen, som nu bliver varetaget af en DoseCan i stedet for. Sygeplejen kan nogle gange føle at der er flere opgaver, med de alarmer der kommer ind, men samtidig giver det en gevinst i hjemmeplejen. Så det kan være lidt tvetydigt. Men vi finder også enkelte borgere der er tilknyttet sygepleje også.

Vi begynder også at finde borgere inden de kommer ind i systemet hovedet. Så får de en DoseCan så de kan blive længere tid i eget hjem og være mere stabile. Sådan en lidt forebyggende indsats inden de kommer ind i systemet, så får de hjælp af en DoseCan.”

 

6: Hvordan har I tilrettelagt arbejdet med at finde borgere, og hvad er borgernes tilbagemeldinger? 

”Helt lavpraktisk, så har vi haft en tjekliste i forbindelse med dispensering, hvor sygeplejerske krydser af, om borger er en mulig kandidat. Dem gennemgik jeg og drøftede det med personalet om DoseCan kunne være en mulighed.

Vi har også implementeret skærmløsninger, der har vi screenet alle borgere. Dem der blive vurderet til medicinalarm, gennemgår jeg, og laver afprøvninger – eller snakker med det øvrige personale, der få mere og mere kenskab til teknologien, om de kan være behjælpelige med opstarten.
En god indgang til opstart, er ofte at tage ud og lave en alm. dispensering ved borger, også efterfølgende snakke omkring teknologi. Samtykker borger til at afprøve med det samme, har jeg altid en maskine med jeg kan præsentere, lave prøvealarmer og sætte op efterfølgende”.

 

7: Hvilke erkendelser er de vigtigst du kommet frem til i arbejdet med Velfærdsteknologi?

”Vi har altid haft en formodning om at holde det på få hænder og lave små afprøvninger. På nogle punkter kan det også godt give god mening, men man bliver nød til at have et brede perspektiv ellers slår man ikke nok igennem. Man kan godt lave nogle små afprøvninger imellem mig og nogle få ansatte. Men i det store hele et det faktisk nødvendigt det er en stor grupper der er informeret omkring, hvordan systemet kører. Og så skal man have enormt meget ledelsesopbakning til det. Der er kommet mere ledelsesopbakning efter vi har skiftet ledelse. Før lå vi lidt i et ”limbo” imellem lederskift. Nu bliver retningen for strukturen heldigvis mere tydelig.

Man kan ikke drive det alene. Man bliver nød til at have nogle medspillere. Og så bliver man nødt til at komme til en erkendelse af, at det ikke ”bare er et projekt”. Det er noget vi har valgt vi skal have. Det er en arbejdsgang, hvor det er tydeligt at det er altså sådan det er. Man skal ikke tro at man kan rykke hurtigt. Forandringsledelse tager tid. Man kan ikke tro at inden for 3 måneder, så har man informeret teamet og så ved alle hvordan alarmkæden skal køre. Opstarten tager længere tid end man tror. Mange gange har man måske en formodning om at opstarten tager kortere tid, end den reelt tager.”

 

8: Hvilken anbefaling vil I give andre kommuner, der skal starte DoseSystem op? 

”Spring ud i det, afprøv det. Hvad er det værste der kan ske? Start med 10 apparater og så prøv det. Man skal være villigt til at sige nu er det dette vi vil. Vi arbejder aktivt på at finde en anden løsning til effektivisering af vores arbejdsgange til medicinhåndtering. Kan vi finde på noget andet? Og det skal man være klar på i ledelsen også.

Anerkende at det er svært at lave arbejdsgange om. Der kan i personalegruppen være bekymring man mister sit arbejde, hvis det hele bare overtages af teknologi. Det bliver man nød til at mane til jorden. Vi har rigeligt at lave i forvejen. Jeg var overrasket over hvor mange medarbejder der faktisk var bekymret for det.

Personalet skal have lov til at blive sat godt ind i det. De skal kunne se et formål med teknologien. Det har været nemt at præsentere i hjemmeplejen, når jeg har været ude og snakke om det. De har kommet med mange forslag til borgere. Sygeplejen har været mere afholdende fordi de kunne se, der kom en ekstra opgave, da de skulle forholde sig til alarmerne. Men det er jo fordi vi er organiseret sådan i Syddjurs Kommune – at sygepleje og hjemmepleje er opdelt. Hvis vi havde været organiseret anderledes, så ville det være nemmere at se, at der blev frigivet hænder til noget andet. ”